Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Flagdagen for udsendte og deres familie blev markeret for syvende år i træk

Billund Kommune var torsdag den 5. september for 7. år i træk vært for et officielt arrangement for de borgere og familie i Billund Kommune, der har været udsendt for Danmark. Og for 2. år i træk blev der også uddelt medaljer til børn af udsendte.

Billund Kommune var torsdag den 5. september, for 7. år i træk, vært for et officielt arrangement for borgere med familie i Billund Kommune, der har været udsendt for Danmark. 

Den. 5. september, er den officielle flagdag for Danmarks udsendte, og overalt i Danmark markeres taknemmeligheden til de udsendte, der har ydet en flot og professionel indsats for Danmark i verdens brændpunkter. I alt har mere end 65.000 danske mænd og kvinder været udsendt og gjort en forskel for de mennesker, der lever rundt omkring i verden.

Flagdagen i Billund Kommune blev traditionen tro indledt med at flaget blev hejst. 25 udsendte/pårørende var mødt op sammen et flertal af Byrådet, der igen viste at flagdagen og anerkendelsen til de udsendte er en stor prioritet.

Flagdagen i Billund Kommune bød på et spændende og tankevækkende indlæg fra Michael Rugholm Larsen, der er professionel i Forsvaret siden 1988 og som til daglig arbejder ved Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Han var udsendt første gang som 20-årig og har siden været afsted adskillige gange.     

 Medaljer til børn  

For 2. år i træk blev der også uddelt medaljer til børn af udsendte i Billund Kommune. I 2018 fik 13 børn medaljer, i år var der ansøgt om og blev uddelt syv medaljer. De som ansøger kan selv bestemme om medaljen skal sendes til hjemadressen eller overrækkes, og i år var Borgmester Ib Kristensen på Billund Skolen for at overrække medalje til en pige fra 5. klasse.