Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Høringsproces i forbindelse med Budget 2021

Voksenudvalget i Billund Kommune har fremstillet forskellige løsningsforslag til håndtering af den økonomiske udfordring på Voksenstøtteområdet på 7,27 mio. kr. efter vedtagelsen af budget 2021 og overslagsårene 2022-2024.

Voksenudvalget har valgt at sende løsningsforslagene i høring. Det er muligt at indgive høringssvar frem til høringsfristen mandag den 23. november 2020.

Læs referatet af mødet i Voksenudvalget den 2. november, hvor sagen blev behandlet.

Se høringsmaterialet (bilag) der blev behandlet på mødet i Voksenudvalget  den 2. november.

Løsningsforslagene

I forbindelse med budgetforliget for 2021 tilbagestår en økonomisk udfordring på 7,27 mio. kr. på Voksenstøtteområdet. I den forbindelse er der udarbejdet to forskellige løsningsscenarier, som nu sendes i høring frem til mandag den 23. november 2020. Forslagene er beskrevet i høringsmaterialet i bilag 1.

I budgetforliget for 2021 og overslagsårene 2022-2024 blev der besluttet en sammenlægning af korttidspladserne i Billund Kommune, hvor rehabiliteringspladserne på Omme Centret og korttidspladserne på Engbo Plejecenter flyttes til Sydtoftens Plejecenter. Beslutningen har konsekvenser for den fremadrettede drift af Engbo Plejecenter og Omme Centret, hvilket er indarbejdet i de forskellige løsningsforslag.

I forhold til en drøftelse af det fremtidige antal plejeboliger i Billund Kommune, er det relevant at kigge på niveauet af plejeboliger pr. indbygger set i forhold til niveauet på regions- og landsplan. Løsningsforslagene tager afsæt i en rapport, der tidligere er udarbejdet til drøftelsen af det fremtidige antal plejeboliger i Billund Kommune. Her fremgår det, at Billund Kommune ligger over gennemsnittet på regions- og landsplan. 

I høringsmaterialet præsenteres løsningsforslag, der skal bidrage til at finde de 7,27 mio. kr. på Voksenstøtteområdet. Løsningsforslagene er inddelt i basisforslag og øvrige løsningsforslag. Basisforslagene danner grundlag for de to øvrige løsningsforslag.

Basis for løsningsforslagene:

  • Effektivisering ved overgang fra køb til leje af beklædning til medarbejdere
  • Effektivisering ved leasing af biler til hjemmeplejen og sygeplejen
  • Effektivisering ved lukning af 2 pladser på Værestedet. To meget små boliger overgår til brug i Daghjemmet, der får mulighed for at lave hvilerum.
  • Effektivisering ved lukning af 4 boliger på Omme Centret. Boligerne bruges i stedet til aflastningspladser for yngre handicappede borgere.

Løsningsforslag:

  1. Lukning af Engbo Plejecenter – 8 boliger på Omme Centret anvendes til andre formål 
  2. Nedsættelse af priserne på plejeboliger

Fremsendelse af høringssvar

Forslag til håndtering af økonomisk problemstilling efter vedtagelse af Budget 2021 sendes i høring fra den tirsdag 3. november 2020 til og med mandag den 23. november 2020.

Send hørringssvar til voksenstoette@billund.dk

Voksenudvalget vil få fremlagt alle høringssvar på mødet den 30. november 2020, hvor Voksenudvalget vil indstille endelig løsning til håndtering af de økonomiske udfordringer og videresende til behandling i Økonomiudvalget den 8. december 2020 og til endelig beslutning i Byrådet den 15. december 2020.

Forslaget sendes i høring hos følgende parter:

  • Borgere via Billund Kommunes hjemmeside
  • Ældrerådet
  • Handicaprådet
  • Kontaktråd på Omme Centret og Engbo Plejecenter
  • MED-organisationen på Voksenstøtteområdet