Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Grindsted-klubben slår dørene op

Den kommunale ungdomsklub har fået nye lokaler i den forhenværende Nordre Skole på Banegårdsvej 26

Flotte sandwiches, lækre kager og alkoholfrie bobler i glasset. Festen var til at få øje på, da Grindsted-ungdomsklubben i onsdags holdt reception for at markere indvielsen af de ny-istandsatte faciliteter. Igennem mange år har klubben holdt til på Grindsted Vestre Skole, hvor bedre faciliteter længe har stået højt på ønskesedlen hos både de unge og klubmedarbejderne.

Derfor var glæden stor, da der blev plads i den røde bygning på Banegårdsvej, som tidligere husede VUC.

 

Snoren blev klippet over

Den nye klub summede af liv, da politikere, bestyrelsesmedlemmer, gæster fra andre ungdomsklubber og ikke mindst Grindsteds egne klubmedlemmer var mødt op for at overvære, at den røde snor blev klippet over. Efterfølgende var der forfriskninger og taler af bl.a. ungdoms-og kulturskoleleder Per Weile Bak. Han takkede Produktionsskolen for den iderige og farveglade indretning, som skolens elever og lærere været ansvarlige for.

 

"Vi har virkelig fået nogle inspirerende og indbydende lokaler, som appellerer til de unge, " sagde han og fortsatte, "Gennem vores glimrende samarbejde har vi fået mange ideer til nye aktiviteter, og nu glæder vi os til at komme i gang," sagde Per Weile Bak.

 

Hygge og humor

Tre af Ungdomsklubbens hyppige gæster er Camilla, Mads og Thilde. De kommer primært, fordi det er hyggeligt bare at være i klubben, og fordi de får nye venner gennem klubbens forskellige aktiviteter. Mads synes, at de voksne har en god humor, og at det er rigtig fedt med den nye klub. Thilde kan lide at være kreativ, og i klubben kan hun selv være med til at bestemme, hvad hun vil lave. Også klubpersonalet synes, det er skønt at være rykket til nye og indbydende lokaler. Mette Brink og Lisbeth Hansen, der begge arbejder i klubben, fremhæver de mange nye udfoldelsesmuligheder.

 

"Her er plads til noget for enhver smag fra pool og bordfodbold til kreative sysler, madlavning, overnatning… you name it," siger Mette Brink og understreger, at det er fedt at være ”på” som voksen i klubben.

 

Lisbeth Hansen supplerer, "Det er dejligt at komme i en klub med så engagerede unge og at få lov til at være en del af deres liv," siger hun.

 

Begge medarbejdere glæder sig også til at byde nye ansigter velkommen i klubben på Banegårdsvej. I foråret holdes der åbent mandage og onsdage frem til 1. maj, hvorefter der er åbent én gang om ugen.

 

Faktaboks:

  • Klubben har til huse på Banegårdsvej 26, 2.sal
  • Der er åbent mandage og onsdage frem til 1. maj mellem klokken 18.30 og 21.30. Efter 1. maj er der åbent en aften i ugen.
  • Det er gratis at komme i klubben.