Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

8. årgang på Vestre Skole hjemsendt efter positiv coronatest

Lidt færre elever end normalt mødte ind mandag morgen på Vestre Skole i Grindsted. Søndag fik alle 8.-klasses eleverne nemlig besked på at blive hjemme efter weekenden, da en elev på årgangen er testet positiv med coronavirus.

Søndag morgen fik skoleleder ved Vestre Skole, Vivian Møberg, besked om, at en af skolens elever i 8. klasse var testet positiv med COVID-19.

”Jeg havde selvfølgelig håbet på, at det lave smittetal, som vi har haft i hele kommunen, ville holde sygdommen væk fra Vestre Skole. Men virussen er jo desværre fortsat iblandt os, og derfor har vi forberedt os på, at den kunne ramme vores skole. Det har den så gjort nu, på trods af at både vi som skole og vores elever har gjort alt, hvad vi kunne, for ikke at havne i denne situation.”

Elever sendt hjem i isolation indtil negativt testsvar foreligger

Eleven, som er smittet med coronavirus, blev testet torsdag i sidste uge og modtog positivt testsvar lørdag. I den mellemliggende periode har eleven ikke været i skole. Alligevel har Vivian Møberg i samråd med Billund Kommunes Skolechef Morten Kirk og kommunens leder af HR og Sundhedsstaben Lene Bruun besluttet at sende de resterende 69 elever fra 8.-klasserne i hjemmeisolation, indtil de er blevet testet og forhåbentlig modtager et negativt testsvar.

”Sammen med os gør vores elever dagligt en virkelig stor indsats for at overholde både Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vores lokale procedurer på skolen. Men en del af det at være ung er naturligvis også at mødes i fritiden. Her ved vi, at vores unge mennesker indimellem glemmer at holde en meters afstand til hinanden. For at være på den sikre side og minimere risikoen for yderligere smitte har vi derfor valgt, at alle skolens elever i 8. klasse skal blive hjemme i isolation, indtil de er testet negative for COVID-19,” siger Vivian Møberg.

Fokus på en hurtig indsats og gentagelse af retningslinjerne

I kampen mod corona er den rette indsats og ikke mindst tid en afgørende faktor.

”Tempo er en meget vigtig faktor, hvis vi skal undgå smittespredning. Da Vivian kontaktede mig i går, var hun allerede godt i gang med at iværksætte de nødvendige handlinger og orientere skolens 8. klasser om situation – helt ligesom de lokale retningslinjer anviser,"

forklarer leder Lene Bruun, der også pointerer vigtigheden af, at vi fortsat hjælper med at passe på hinanden ved at følge Sundhedsstyrelses retningslinjer.

”Vi skal blive ved med at omgås hinanden med forsigtighed og sikre en god hygiejne. Og bliver vi så alligevel smittet, så skal vi informere vores omgivelser hurtigst muligt. Kun på den måde kan vi forebygge yderligere smittespredning,” lyder det fra Lene Bruun.

Med smittetilfældet på Vestre Skole kan Billund Kommune konstatere, at der fortsat er behov for tydelig og løbende information og påmindelser. Derfor skruer kommunen igen op for kommunikationen om COVID-19, så ingen er i tvivl om, hvordan de agerer mest hensigtsmæssigt, og alle hurtigt får kontaktet deres nære omgivelser, børnenes institutioner og ens arbejdsgiver, hvis man skulle modtage et positivt testsvar.

”I det tilfælde har vi alle et stort og fælles ansvar for at passe godt på hinanden og bidrage til at stoppe smittekæden så hurtigt og effektivt som muligt. Og så skal vi alle naturligvis også fortsat huske at blive hjemme ved sygdom, hvis vi oplever symptomer på coronavirus, og mens vi venter på svar på en coronatest,” forklarer Lene Bruun.

Normal skolegang for de øvrige årgange

Mens 8.-klasserne er i hjemmeisolation, er Vestre Skoles øvrige årgange mandag morgen mødt ind til undervisning som normalt. Det er de, da Vestre Skole ligesom alle landets skoler har gjort et stort arbejde for at sikre, at klasser og årgange ikke mødes på tværs i løbet af skoledagen. Derfor er vurderingen, at risikoen for at elever fra skolens øvrige årgange har været i kontakt med den smittede elev er meget lille.